27-årige Jens Steen, der er uddannet skovarbejder, var tilbage i juni 2024 udsat for en voldsom arbejdsulykke. Han faldt 12 meter gennem en trækrone og overlevede faldet.
Af Johanne Bank
”Jeg lægger mit reb hen over grenen, klikker det i min sele, og hænger mig fra den. Jeg vender ryggen mod stammen for at kunne kigge hen over kronen. Pludselig hører jeg et lille knæk, og jeg kan mærke, at jeg er i fri luft.”
Den 16. juni 2024 begyndte som alle andre almindelige arbejdsdage. Jens Steen, der har arbejdet som skovarbejder i 10 år, mødte tidligt ind og gik i gang med dagens opgaver. Han havde ingen ide om, at denne dag ville ændre hans liv for altid. Han skulle fælde et træ i en børnehave, og alt gik rutinemæssigt – indtil det gik galt. Grenen, han ellers havde tiltro til, gav efter med et knæk, og Jens faldt med hovedet først mod jorden. Da han ramte jorden, kom chokket først. Smerterne meldte sig bagefter.
”Jeg er ved fuld bevidsthed under hele faldet ned ad. Det hele går så hurtigt, og jeg reagerer ikke rigtigt med følelser. Jeg konstaterer bare, at nu skal jeg dø.”
Kroppen blev skadet, men psyken var i god behold. Jens formåede at smile, i dagene efter ulykken.
Men dø skulle Jens ikke. Ulykken kostede ham tre brækkede nakkehvirvler, seks brækkede ryghvirvler, et brækket ribben, et brækket kindben og en punkteret lunge. På trods af de voldsomme fysiske skader er psyken i bedre behold. Det en følelse af eufori, der præger Jens de efterfølgende uger:
“Jeg ser alt i et nyt perspektiv. Musik lyder bedre, farverne er flottere og pigerne er smukkere.”
Skovhugger på deltid
På trods af de voldsomme kvæstelser har Jens i dag, blot syv måneder senere, ingen synlige tegn på sit fald, og han har lært at leve med de daglige smerter. Han har lagt sit fuldtidsarbejde som skovarbejder bag sig og er gået i en helt anden retning. I dag læser han journalistik på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
”Når man arbejder som skovhugger, har man rig mulighed for at høre taleradio og podcast. Det har inspireret mig til at være en aktiv del af den branche.”
Allerede fire måneder efter ulykken var Jens oppe at klatre igen.
Han finder dog stadig tid til at klatre. Han har set sin frygt i øjnene og arbejder fortsat som skovarbejder hver søndag. Allerede dagen efter ulykken var han fast besluttet på, at han skulle op og klatre igen, og hvis det stod til ham, ville han gerne have været med til at fælde det træ, han faldt ned fra for at slå en sløjfe om det hele.