I gamle dage risikerede man at få hugget hånden af, hvis man stjal. I dag risikerer man nærmere en løftet pegefinger – hvis nogen altså overhovedet opdager det. Danskerne, der ellers er kendt for sin høje moral, tager sig flere friheder, når de handler – og det er helt okay, mener mange. En ny rapport fra Trygfonden afslører en ændring i holdningen til butikstyveri.
Af Johanne Bank Madsen
Ifølge en analyse fra Dansk Erhverv oplever 8 ud af 10 danske butikker en stigning i antallet af butikstyverier. Det har nået det højeste niveau i 25 år. Samtidig viser en undersøgelse fra Trygfondens Trygrapport fra 2024, at 21 procent af danskerne i dag bærer over med, at man “tager lidt ekstra varer uden at betale, når man er ude at handle.” Det er mere en tredobling siden 2014.
“Det er helt almindelige mennesker, der begår de her tyverier.”
Simone Skytte Kjærsgaard, der er butik- og personalechef i Føtex mærker denne udvikling i sin hverdag. Hun oplever at det er alle typer mennesker, der begår butikstyverier. “Det er helt almindelige mennesker, der begår de her tyverier. Det er alt fra studerende til uddannede jurister,” siger hun.
Men hvad er årsagen til denne uheldige rekord?
Økonomisk pres
Det er ingen hemmelighed, at inflation og stigende priser har gjort det dyrt at være dansker. Når basale varer bliver dyrere, og kontoen er tom sidst på måneden, kan fristelsen til at tage uden at betale være stor. Her ser nogle butikstyveri som en nødvendighed snarere end grådighed.
“Jeg siger ikke, at alle skal gå ud at stjæle. Jeg siger bare, at jeg personligt godt kan se gennem fingre med det.”
For studerende Ann-Louise Richard Schouboe, er grænsen også mere flydende. Hun kan godt forstå, at nogen tager sig friheder, når de er ude at handle. I følge hende gør det ikke nogen stor forskel for butikkerne, i forhold til, hvad det kan betyde, for den enkelte person. Hun understreger dog, at hun ikke opfordrer til, at alle går ud og stjæler: “Jeg siger ikke, at alle skal gå ud at stjæle. Jeg siger bare, at jeg personligt godt kan se gennem fingre med det.”
Ond spiral
Dog viser rapporten fra dansk erhverv noget andet. De mange butikstyverier har konsekvenser for forbrugerne, da det kan føre til endnu højere priser på varerne.
Stor fortjeneste, lille risiko
Mangel på konsekvenser gør det lettere at tage chancen. Ifølge rapporten fra Dansk Erhverv vælger mange butikker at undlade at anmelde tyveri. 57 procent af dem der ikke anmelder, gør det ikke, fordi de ikke “tror på, at de får noget ud af det”.
Samtidig gør selvscanning og mangel på overvågning det nemt at slippe afsted med småtyverier. Det er let at glemme at scanne en vare eller camouflere tyveriet som en fejl. Risikoen for at blive opdaget er minimal, og konsekvenserne forbliver små.
“I Norge er straffen for at stjæle din månedsløn”
Privat- og butiksdetektiv, Aluna Elaiza, mener, at vi kan tage ved lære af andre lande, når det kommer til straf. “I Norge er der ikke særlig meget butikstyveri, fordi straffen for at stjæle er en månedsløn,” siger hun. Hun oplever ofte, at butikstyveri ikke vækker skam hos de skyldige. Tværtimod. “Mange af dem griner bare, når de bliver taget,” siger hun.
En generel glidebane
Det er ikke kun danskernes syn på tyveri, der er blevet mere liberalt. Ifølge Trygrapporten er der sket et generelt skred i danskeres moral, når det kommer til “småkriminalitet” såsom at køre i offentlig transport uden billet, at modtage offentlige ydelser, man ikke er berettiget til, og at man snyder i skat, såfremt man har muligheden.